117248
Oral anvendelse.
Dosering og behandlingens varighed fastsættes af dyrlægen i hvert enkelt tilfælde afhængig af symptomernes omfang. Den laveste effektive dosis skal anvendes.
Initialdosis:
- til dermatitis, der kræver en anti-inflammatorisk dosering: 0,5 mg pr. kg legemsvægt 2 gange daglig.
- til dermatitis, der kræver en immunosuppressiv dosering: 1 - 3 mg pr. kg legemsvægt 2 gange daglig.
Længerevarende behandling:
Når den ønskede effekt er nået efter en periode med daglig dosering, bør dosis reduceres, indtil man når den laveste effektive dosis. Reduktion af dosis bør ske ved behandling hveranden dag og/eller ved halvering af dosis med intervaller på 5-7 dage indtil den laveste effektive dosis er nået.
Eksempel:
En hund på 10 kg, der kræver en anti-inflammatorisk dosering på 0,5 mg pr. kg legemsvægt 2 gange daglig gives en halv 10 mg tablet to gange dagligt.
Lad dyret spise tabletten spontant eller placér tabletten på tungeroden.
Anti-inflammatoriske kortikosteroider, som f.eks. prednisolon, vides at have en række bivirkninger. Mens en enkelt høj dosis normalt tolereres godt, kan langvarigt brug medføre alvorlige bivirkninger.
Den betydelige dosisafhængige kortisolsuppression som ses i behandlingsforløbet skyldes undertrykkelse af hypothalamus-hypofyse-binyre-aksen. Efter afslutning af behandlingsforløbet kan der opstå symptomer på binyreinsufficiens, og dette kan efterlade dyret ude af stand til at reagere hensigtsmæssigt på stressfulde situationer.
Den betydelige stigning af triglycerider som kan ses, skyldes muligvis opståen af iatrogen hyperadrenokorticisme (Cushing’s sygdom) der involverer en betydelig påvirkning af fedt-, kulhydrat-, protein- og mineralmetabolismen, bl.a. i form af en omfordeling af kropsfedt, forøgelse af legemsvægten, muskulsvækkelse, øgede affaldsprodukter og osteoporose. Kortisolsuppression og en stigning af triglycerider i plasma er en meget almindelig bivirkning efter behandling med kortikosteroider (mere end 1 ud af 10 dyr).
Ændringer i biokemiske, hæmatologiske og leverparametre som sandsynligvis skyldes brug af prednisolon var betydningsfulde virkninger, der kunne aflæses på alkalisk fosfatase (stigning), laktat-dehydrogenase (fald), albumin (stigning), eosinofile lymfocyter (fald), segmenterede neutrofile granulocyter (stigning) og hepatiske enzymer i serum (stigning). Et fald i aspartat transaminase kan også ses.
Systemisk behandling med kortikosteroider kan forårsage polyuri, polydipsi og polyfagi, i særdeleshed i starten af behandlingsforløbet. Visse kortikosteroider kan forårsage natrium- og vand-retention samt hypokalæmi ved langtidsbehandling. Systemiske kortikosteroider har medført deponering af calcium i huden (calcinosis dermis).
Brug af kortikosteroider kan forsinke sårheling og den immunosuppressive effekt kan svække modstandskraften over for – eller forværre eksisterende - infektioner.
Gastrointestinal ulceration er rapporteret hos dyr behandlet med kortikosteroider, og eksisterende gastrointestinale ulcerationer kan forværres af steroider hos dyr der behandles med nonsteroide-antiinflammatoriske lægemidler (NSAID) og hos dyr med rygmarvstraumer.
Andre bivirkninger som kan forekomme er: nedsat longitudinal vækst af knogler; hudatrofi; diabetes mellitus; adfærdsændringer (excitation eller depression), pancreatitis, fald i dannelsen af thyreoideahormon; stigning i dannelsen af parathyreoideahormon. Se også pkt. 4.7 (Drægtighed, diegivning eller æglægning).
Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:
- Meget almindelig (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling)
- Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr)
- Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr)
- Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr)
- Meget sjælden (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)
