Imepitoin er et centralt virkende stof med anxiolytiske og antiepileptiske egenskaber, der krydser blod-hjernebarrieren uden involvering af aktiv transport eller aktiv clearance, hvilket resulterer i øjeblikkelig ligevægt mellem plasma og hjerne. Her virker den som en partiel benzodiazepinreceptoragonist med lav affinitet.

Imepitoins anxiolytiske virkning medieres via GABAA-receptoren. Imepitoin hæmmer også anfald via potensering af de GABAA receptor-medierede hæmmende virkninger på neuronerne, og imepitoin fungerer desuden som en svag calciumkanalblokker, hvilket kan bidrage til dets antikonvulsive egenskaber.

Kliniske studier med epilepsi:

Et europæisk feltstudie, der sammenlignede virkningen af imepitoin med phenobarbital hos 226 hunde med nydiagnosticeret idiopatisk epilepsi. 45% af tilfældene fra imepitoingruppen og 20% fra phenobarbitalgruppen udelukket fra virkningsanalysen af årsager, som inkluderede manglende effekt af behandlingen. Hos de resterende hunde (64 hunde for Pexion og 88 hunde for phenobarbital) blev følgende kliniske resultater observeret: Gennemsnitlig hyppighed af generaliserede anfald blev reduceret fra 2,3 anfald pr. måned i imepitoingruppen og fra 2,4 anfald per måned i phenobarbitalgruppen til 1,1 anfald pr. måned i begge grupper efter 20 ugers behandling. Forskellen mellem imepitoin- og phenobarbitalgrupperne i anfaldsfrekvens pr. måned efter behandling (justeret for forskel i startværdi) var 0,004; 95% konfidensinterval (CI) [-0,928;0,935]. Under evalueringsfasen på 12 uger var andelen af hunde uden generaliserede anfald 47% (30 hunde) i imepitoingruppen og 58% (51 hunde) i phenobarbitalgruppen.

Sikkerheden af begge behandlinger blev evalueret i det fulde analysedatasæt (eller sikkerhedsdatasæt, dvs. 116 dyr i imepitoingruppen og 110 dyr i phenobarbitalgruppen). Stigende doser af phenobarbital blev forbundet med stigende niveauer af leverenzymerne ALT, AP, AST, GGT og GLDH. Til sammenligning steg ingen af de fem enzymer med stigende doser af imepitoin. En lille stigning i kreatininværdier sammenlignet med startværdi blev observeret i de imepitoinbehandlede hunde. Dog forblev den øvre grænse for konfidensintervallet for kreatinin indenfor referenceintervallet ved alle undersøgelser. Derudover blev færre bivirkninger noteret for polyuri (10% vs. 19%), polydipsi (14% vs. 23%) og udpræget sedation (14% vs. 25%) ved sammenligning af imepitoin med phenobarbital. Se pkt. 3.6 (Bivirkninger) i produktresumeet for yderligere oplysninger om bivirkninger.

Et amerikansk feltstudie, der sammenlignede virkningen af imepitoin i en fast dosis på 30 mg/kg 2 gange dagligt med placebo hos 151 hunde med idiopatisk epilepsi gennem en behandlingsperiode på 84 dage. Andelen af hunde uden generaliserede anfald var 21% (21 hunde ud af 99; 95% CI [0,131;0,293]) i imepitoin-gruppen og 8% (4 hunde ud af 52; 95% CI [0,004;0,149]) i placebogruppen. 25% af hundene responderede ikke på behandlingen med imepitoin (samme eller øget hyppighed af anfald).

Klinisk studie med støjfobi:

I et placebokontrolleret feltstudie med en behandlingsvarighed på 3 dage blev virkningen af imepitoin undersøgt hos hunde diagnosticeret med støjfobi under det traditionelle nytårsfyrværkeri. Til virkningsanalysen var 226 hunde (104 imepitoin, 122 placebo) egnede (mindst én dosis medicin og data til evaluering af co-primære endepunkter), og følgende resultater blev observeret for de to co-primære endepunkter:

1. Ejer vurderede den samlede virkning af studiebehandlingen (baseret på tegn under en støjhændelse og en sammenligning med tegn under en eller flere tidligere støjhændelser uden behandling: De kumulative odds for en god eller glimrende virkning var signifikant højere i imepitoingruppen end i placebogruppen (odds-ratio = 4,689; p < 0,0001; 95% CI [2,79;7,89]).

2. Ejerrapporterede målinger af angstsymptomerne hos deres hund (baseret på Lincoln Sound Sensitivity Scale) under en støjhændelse: Sumscorerne viste en statistisk signifikant behandlingseffekt til fordel for imepitoin med en forskel i angstscore mellem imepitoin og placebo på -6,1; p < 0,0001; 95% CI [-8,6;-3,6].

Idiopatisk epilepsi

Oral indgivelse i et dosisinterval på 10 mg til 30 mg imepitoin pr. kg legemsvægt to gange dagligt, med ca. 12 timers mellemrum. Hver tablet kan halveres for korrekt dosering i overensstemmelse med hundens individuelle legemsvægt. Eventuelt resterende delte tabletter bør anvendes ved næste dosering.

Den nødvendige dosis varierer fra hund til hund og afhænger af sygdommens sværhedsgrad.

Den anbefalede startdosis af imepitoin er 10 mg pr. kg legemsvægt to gange dagligt.

Start behandlingen ved at anvende legemsvægt i kg og doseringsskemaet. Hvis ikke anfaldsfrekvensen er tilfredsstillende nedsat efter minimum 1 uges behandling med den aktuelle dosis, bør den tilsynsførende dyrlæge revurdere hunden. Hvis det veterinære lægemiddel tåles godt af hunden, kan den indgivne dosis øges med 50 til100 % ad gangen til en maksimal dosis på 30 mg pr. kg legemsvægt to gange dagligt.

Biotilgængeligheden er større hos fastende hunde. Timing af tabletadministrering i relation til fodring bør holdes konsistent.

Antal tabletter (der skal gives to gange dagligt) i den indledende epilepsibehandling:

Støjfobi

Oral administration med en dosis på 30 mg imepitoin pr. kg legemsvægt to gange dagligt med ca. 12 timers mellemrum.

Tabletten kan halveres med henblik på en dosering, som passer til den enkelte hunds legemsvægt.

Behandling intieres 2 dage før dagen med den forventede støjhændelse og fortsætter, indtil støjhændelsen er afsluttet, idet tabellen med nedenstående angivelser af legemsvægt i kg og dosering anvendes.

Biotilgængeligheden er større hos fastende hunde. Timing af tabletadministration i relation til fodring bør være ens ved hver administration.

Antal tabletter (der skal gives to gange dagligt) med henblik på behandling af støjfobi:

Ikke relevant.

Idiopatisk epilepsi

Følgende milde og generelt forbigående bivirkninger er blevet observeret i prækliniske og kliniske studier af behandling af epilepsi indikationen i rækkefølge efter faldende hyppighed: ataksi, emesis, polyfagi i begyndelse af behandlingen, døsighed (meget almindelig), hyperaktivitet, apati, polydipsi, diarré, desorientering, anoreksi hypersalivation, polyuri (almindelig), blinkhindefremfald og nedsat syn (isolerede rapporter).

Hos epileptiske hunde er hyppigheden af aggression rapporteret som ikke almindelig, og der har i sjældne tilfælde været rapporteret fra feltet om øget følsomhed over for lyd og angst. Disse tegn kan potientielt være relateret til behandlingen. De kan også ses i den præiktale eller postiktale fase (tiden umiddelbart før eller efter et anfald), eller som adfærdsændringer, der forekommer som en del af sygdommen.

En mild stigning i serumkreatinin, urea og kolesteroltal er observeret hos hunde i behandling med imepitoin, men disse oversteg generelt ikke de normale referenceværdier og var ikke forbundet med nogen klinisk signifikante observationer eller hændelser.

Støjfobi

Følgende bivirkninger er observeret under prækliniske og kliniske studier, som er udført for at støtte støjfobiindikationen: ataksi, øget appetit, letargi (meget almindelig), emesis, aggression (se punkt 4.5 - Særlige forsigtighedsregler) (almindelig), hyperaktivitet, døsighed, hypersalivation (ikke almindelig). De fleste tilfælde er forbigående og går i sig selv under eller kort efter ophør af behandlingen.

Forbigående ataksi er rapportet med hyppigheden meget almindelig under et klinisk forsøg med støjfobi og forekom i begyndelsen i behandlingen. Hos mere end halvdelen af hundene, som oplevede ataksi under dette kliniske forsøg, forsvandt tegnene spontant inden for 24 timer trods fortsat behandling og hos halvdelen af de resterende hunde inden for 48 timer.

Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:

- Meget almindelig (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling)

- Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr)

- Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1000 behandlede dyr)

- Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10 000 behandlede dyr)

- Meget sjælden (færre end 1 dyr ud af 10 000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)

Anvendelse af veterinærlægemidlet frarådes hos hanhunde, som bruges til avl og til tæver under drægtighed og diegivning. Se også punkt 4.10 (Overdosering).

Dette veterinærlægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

Opbevaringstid for veterinærlægemidlet i salgspakning: 3 år.